Her vil du kunne finde forskelligt inspirerende materiale indeholdende,
hvad jeg kalder tanker til overvejelse..
Det er materiale, som jeg gennem årene har fået af mine mange kontakter. Skulle nogle mene, at eventuelle rettigheder er overtrådt, så kontakt mig venligst, så jeg kan slette filen igen.

Måske kender du en, som du mener ikke er hel - eller som du kunne ønske - var anderledes.
Her er en lille sød historie, som sætter det i perspektiv.

Husk at tænde for lyden - filen kræver powerpoint. Afspil

Rigtig god eftertanke.

Tomheden er ikke altid tom!

Historien handler om en mor, der skældte på sin 5-årige datter, fordi hun fråsede med en rulle dyrt guldfarvet gavepapir.

Penge var der ikke så mange af, og hun blev endnu mere oprørt, da hun så, at datteren anvendte papiret til at dekorere en æske, som hun placerede under juletræet. Uanset hvad, - den lille pige gav gaveæsken til sin mor næste morgen og sagde:

Den er til dig mor. Moderen blev forlegen over hendes tidligere irritation over pigen, men hendes irritation blussede op igen, da hun åbnede gaveæsken og så at den var tom.

Hun sagde til datteren med vrede i stemmen: Ved du ikke, unge dame, at når du giver en gave, er det meningen at der skal være noget i pakken?

Pigen svarede med tårer i øjnene og sagde: Men Mor, den er ikke tom. Jeg blæste kys og kram i den, indtil den var fuld.

Moderen blev flov og faldt på knæ og slog armene om sin datter og bad hende om forladelse for hendes ubetænksomme irritation.

Kort tid efter omkom datteren i en ulykke, og det siges at moderen beholdt den gyldne æske på sit natbord resten af sit liv. Når hun allermest følte sig nede og mødte vanskeligheder, åbnede hun æsken og nød af de kys og den kærlighed, barnet havde lagt i æsken.

Det er en værdifuld følelse, at denne gave til os er en æske fyldt med uforbeholden kærlighed og kram fra vores børn, familie og venner. Der findes ingen mere værdifuld følelse end dette". Forfatteren er ukendt.

Livet som en tog rejse.

Husk at tænde for lyden - filen kræver powerpoint.

Forfatter ubekendt.
Nyarrangeret, tekstet og lydsat af Dottore El Cidreog udsendt af
Bernd Kulike. Oversat til dansk af Hans Dieter Schwenker

Det tog klassen resten af timen at fuldføre opgaven, og da de alle forlod rummet, afleverede de hver især deres opgave. Den følgende lørdag skrev læren til hver eneste elev en liste, hvor der stod hvad de andre elever havde sagt om personen.

Om mandagen gav læreren hver enkelt elev hendes eller hans liste. Inden længe smilte alle eleverne. 'Virkelig' hørte hun hvisket. 'Jeg vidste ikke at jeg betød så meget for nogen' og 'Jeg vidste ikke de andre kunne lide mig så meget' var de fleste kommentarer.

Ingen nævnte senere disse lister. Hun vidste ikke om de viste eller diskuterede listerne med deres forældre, men det betød ej heller noget.

Opgaven havde haft den effekt hun ønskede.

Eleverne var tilfredse med dem selv og hinanden. Gruppen begav sig videre.

Mange år senere, en af eleverne blev dræbt i Vietnam, og læreren deltog i begravelsen, af netop denne specielle elev.

Hun havde aldrig før set en militærperson død i en kiste. Han så, så smuk ud og så voksen ud også.

Kirken var fyldt med hans venner, en efter en gik de alle en sidste gang forbi kisten. Læreren var den sidste der velsignede den døde i kisten.

Netop som hun stod der, kom en af de soldater der var med til at bære kisten hen til hende.

'Var du Marks matematiklærer?' Hun nikkede 'ja' Så sagde han: 'Mark talte meget om dig'. Efter begravelsen deltog de fleste af Marks tidligere klassekammerater i en komsammen.

Marks mor og far var der også, helt tydeligt ville de gerne tale med hans tidligere lærer.

'Vi vil gerne vise dig noget' sagde hans far, mens han tog sin tegnebog op af lommen.

'De fandt dette på Mark da han blev dræbt. Vi tænkte du ville genkende dette'. Mens han varsomt foldede to stykker papir ud, papir der tydeligt var blevet tapet sammen, pga. sliddet af de mange gange det havde været foldet og sammen.

Læreren vidste uden at se papiret, at det var det samme papir hvorpå hun havde skrevet alle de gode ting kammeraterne havde haft at sige om Mark.

'Tusind tak fordi du gjorde dette' Sagde Marks mor. 'Som du kan se, så skattede Mark det meget højt.

' Alle Marks kammerater samledes omkring hende, Charlie smilede skævt og sagde, 'jeg har også stadig min liste, det ligger øverst på mit skrivebord derhjemme.

' Chucks hustru tilføjede, ' Chuck bad specielt, om at dette blev indføjet i vores bryllupsalbum.'

'Jeg har også mit, det er I min dagbog' sagde Marilyn.

Så tog Vicky en anden klassekammerat sin lommebog frem, og viste sin slidte liste frem for gruppen., og sagde stolt 'Jeg har det altid med mig, jeg tror vi alle har gemt vores liste.'

Da satte læreren sig endelig ned og græd. Hun græd for Mark og for alle hans venner, der aldrig ville se ham igen.

Størstedelen af mennesker af i dag opfører sig som om de har glemt at livet en dag stopper.

Ingen af os ved hvornår denne dag kommer.

Så vær sød, fortæl de mennesker du elsker og synes om, at de er specielle og vigtige.

Fortæl dem det inden det er for sent. Du kan måske sende en mail. Sende en hilsen via din facebook profil, hvis du har en sådan.

Husk, du høster hvad du sår. Må din dag være god, dejlig og speciel, nøjagtig som Du selv er. Ha en god dag.

Hvis du en dag føler dig forladt af alle - ja selv af "Gud".

En nat havde jeg en drøm.

Jeg drømte, jeg fik på stranden sammen med Herren, og tværs over himlen viste der sig glimtvise scener fra mit liv. For hver scene lagde jeg mærke til, at der var 2 sæt fodspor i sandet - det ene tilhørte mig, det andet Herren. Da det sidste lynglimt af mit liv viste sig for os, så jeg tilbage på fodsporene i sandet. Jeg lagde mærke til, at mange gange langs mit livs forløb var der kun eet sæt fodspor. Jeg lagde også mærke til, at det var der, hvor jeg havde de tungeste og mest triste oplevelser i livet.

Jeg spurgte Herren om det: "Herre, du sagde, at når jeg én gang havde besluttet mig til at følge dig, så ville du gå sammen med mig hele vejen, men jeg har lagt mærke til, at i de mest vanskelige perioder i mit liv, er der kun et sæt fodspor. Jeg forstår ikke, hvorfor - på de tider, hvor jeg behøvede dig mest - du ville forlade mig". Herren svarede: Mit kære, kære barn, jeg ville aldrig forlade dig, når du havde dine prøvelser og lidelser. Når du kun ser et sæt fodspor, så var det dér, hvor jeg bar dig".

Forfatter ubekendt.