Et paradigmeskifte inden for begravelseskultur er undervejs.

Ja, det er ikke nogen overdrivelse at beskrive det sådan.  Der er et paradigmeskifte undervejs, når vi kigger på den måde, som vi i fremtiden vil behandle vor aflagte legeme på.
Gennem flere år har det være hovedreglen, at “folk” har valgt at lade deres lig kremere. Altså ønsket en ligbrænding og at deres aske efterfølgende placeres i en urne, som så placeres på en urneplads.

Der en dog en bevægelse i retning mod en mere human behandling af liget. Nemlig den form for begravelse, som kaldes jordfæstelse.
Det vil sige, hvor liget lægges i en kiste, som efterfølgende sænkes ned i et der til egnet gravsted.

Længere ude i fremtiden vil vi også finde dette for primitivt og således vælge at oprette, hvad kaldes et (Fælles)mausoleum.

Den danske nu afdøde intuitionsbegavelse, Martinus beskriver det således i det sidste kapitel af hans bog “Bisættelse”.
Kapitel 204.

” Den fuldkomne bisættelse

I denne førstnævnte lyse og strålende fremtidsverden, hvorfra man således kan se ned på vore dages primitivitet og ufuldkommenhed, vil ethvert afsjælet menneskelegeme blive bisat under en for det virkelige menneske standsmæssig form, hvilket vil sige i kontakt med naturens love og på en for mikroindividerne i legemet og for det samme legemes tidligere jeg eller ånd harmonisk og lykkelig måde.
Nævnte legeme vil komme i sin dertil egnede kunstnerisk og videnskabeligt udførte sarkofag, blive hensat i verdensstatens eller folkenes “fællesmausoleer”. Her vil de henstå i det spand af tid, som det animalske, organiske liv i liget endnu har betingelser for at kunne opretholde sin tilværelse i dette.
Når disse betingelser er ophørte, vil der kun eksistere en art mineralliv i liget. Da denne arts livsenheder eller mikroindivider bevidsthedsmæssigt er uberørte af ydre fysisk påvirkning, dog ikke af ild, vil liget, efterhånden som det organiske liv i dette er uddøet, blive rigtigt begravet under særlige hensigtsmæssige forhold, hvor dets naturlige opløsning på human måde vil blive begunstiget.
Og dette legeme er så ikke mere. Et univers, en stjernetåge, en hærskare af sole med beboede verdener i form af mellem- og mikrokosmos har fuldendt sit kredsløb, er gået over i en højere verdens strålende atmosfære, hjulpet og bivånet af sit eget makroindivid.
Men over de mørke ødemarker lyser og funkler fællesmausoleernes hvide tårne og kupler mod himlen som et monument for kærligheden. Fredens engel er gået hen over verden. Og hvor den har gået, er “døden” ikke mere, “ej heller skrig eller pine”.